Coronaudmatning: Folk efterspørger fornuft i genoplukningen

Parallelt med spørgeskemaerne har projektet interviewet borgere om, hvordan de har oplevet coronakrisen, og hvad det betyder for deres velbefindende. Helt konkret spørger vi om, hvordan folk håndterer coronakrisen og nedlukningen, hvad er virkningen på deres adfærd, mentale sundhed og trivsel for at undersøge de eventuelle konsekvenser (sociale relationer, helbredsmæssigt, økonomisk, osv.). Vi har på nuværende tidspunkt interviewet 20 voksne borgere mellem 24 og 83 år forskellige steder i landet. Alle har fået et pseudonym, og vi har fjernet særlige kendetegn i deres citater, så man ikke kan genkende dem.

Nedlukningen var til at klare

Langt de fleste opfatter nedlukningen som velhåndteret, godt kommunikeret og til at leve med. Det gælder også de ældre. Lise, 81, siger fx ”Jeg synes egentligt, at jeg har klaret det udmærket, jeg havde troet at det ville have været værre”, selvom hun tilføjer ”selvfølgelig savner jeg nærheden og kontakten [til] mine børn og børnebørn.” Hanne, 76, siger om nedlukning, at ”den har været kedelig”, men ”altså jeg føler ikke, at det for mig har været den store katastrofe.” Andre siger dog som Johan, 64: ”Hele kroppen er urolig, fordi der ikke sker noget. (…) Jeg vil ikke sige, at jeg bliver deprimeret af det, men det er meget tomt.”

Coronaudmatning

Hvis nedlukningen var til at klare i en begrænset periode for at vise hensyn til andre, er der dog nu ved at melde sig en træthed. Annette, 48, siger fx ”Jeg synes, at nyhederne kun er rettet mod corona. Altså: Opdateret, opdateret, opdateret. Og for mig gør det jo ikke nogen forskel, om der er sket det ene eller det andet.” Hanne, 76, siger: ”Uanset om du lukker op for radio eller tv-avisen, det kan da ikke passe, at der ikke sker andre ting i landet i seks uger end corona, corona, corona.”

Mange forstår ikke logikken i oplukningen

Samtidig med en begyndende coronaudmatning, ser vi også i vores interviews en tvivl om fornuften i genoplukningen. Borgerne forstår ikke altid rationalet i de valg, der træffes, eller er uenige i prioriteterne.

Nogen undrer sig over, at man har valgt de små børn. Mathias, 83, siger: ”Jeg kan jo så godt undre mig (over), at man har valgt at tage frisørfaget op og fodterapeuter og ortopæder.” Hanne, 76, siger tilsvarende: ”Jeg kan ikke rigtig forstå den måde, de lukker op på. (…) du kan gå til tandlæge, og så skal en tandlæge stå og rode dig ned i munden (…) men du kan ikke komme ned på kommunen for eksempel og få fornyet dit kørekort, og jeg mener, det er da ikke mere farligt at stå bag en skranke og modtage et billede og en attest, end det er at stå ved en tandlæge eller handle i en butik.”

Klaus Høyer fra projektets kvalitative team udtaler:

Den udmatning, folk taler om, indikerer måske, at det er tid til at skifte strategi. Det, som fungerede godt ved nedlukningen med enkle, stramme retningslinjer og påbud, fungerer tilsyneladende ikke lige så godt under en langsigtet oplukning. De fleste vil gerne gå langt for at følge regler, men reglerne skal give mening i forhold at holde smitte nede. Hvis smittetrykket skal holdes nede, er der derfor sandsynligvis brug for at tale mere til folks dømmekraft – og at give information, de kan bruge til at udøve den, frem for at håndhæve vedtagne forbud hårdt.